Erhvervsministeren i lære hos socialøkonomiske virksomheder

Oveni en uge med præsentation af Regeringens udspil til en finanslov fandt erhvervsminister Brian Mikkelsen også tid til at besøge os inden han gik på weekend. Brian Mikkelsen var interesseret i at lære om, hvordan vi arbejder som socialøkonomisk virksomhed. I fredags tog vi imod erhvervsministeren i vores nye lokaler på Blågårds Plads og fortalte ham om vores arbejde.

Vi forebygger udsathed i voksenlivet
Erhvervsminister Brian Mikkelsen anerkendte vigtigheden af at arbejde for at forebygge udsathed i voksenlivet ved at sætte ind hos de unge i en tidlig alder. ”Det er vigtigt at unge får arbejdserfaring i deres teenageår, da det forøger deres chancer kraftigt for at få et arbejde, når de er fyldt 18 år”, udtalte Brian Mikkelsen blandt andet.

Erhvervsministeren var nysgerrig på, hvordan vores unge udvikler sig, mens de er hos FRAK. Adrian, Jacob, Abdallah og Capa fortalte derfor om, hvad de har lært af at være i FRAK og om de opgaver vi kan løse for virksomheder og events. De unge fortalte blandt andet, at de er blevet bedre til at samarbejde med hinanden, at de er blevet bedre til at koncentrere sig i skolen samt at de er blevet mere ansvarlige i forhold til, hvordan de bruger deres penge. ”Hvor er det positivt, det har været en rigtig god oplevelse at besøge jer,” sluttede Brian Mikkelsen af.

Hvad er en socialøkonomisk virksomhed?
En socialøkonomisk virksomhed er en virksomhed, som har et socialt formål. Alle virksomheder må kalde sig socialøkonomiske, hvorimod kun de virksomheder, der er blevet godkendt af erhvervsstyrelsen, må kalde sig for en ”registreret socialøkonomisk virksomhed”. For nylig fik vi i Fritidsakademiet godkendt vores registrering.

Ifølge erhvervsministeriet skal registrerede socialøkonomiske virksomheder have et formål af samfundsgavnlig karakter med et socialt, beskæftigelses-, sundheds-, miljømæssigt eller kulturelt sigte. I FRAK er vores formål, at arbejde for at unge får et godt voksenliv ved at styrke deres vej mod uddannelse og fritidsjob.

Størstedelen af de socialøkonomiske virksomheder i Danmark, som har et beskæftigelsessigte, ansætter mennesker fra udsatte grupper i virksomhederne og inkluderer dem på denne måde på det danske arbejdsmarked. Dette er for eksempel tilfældet for de virksomheder, der er i Den Sociale Kapitalfonds portefølje.

I FRAK adskiller vi os en smule fra disse socialøkonomiske virksomheder ved at vi ikke tilbyder permanent eller længerevarende ansættelse. De unge i FRAK skal ikke gro fast hos os. Vores formål er, at de unge efter et år eller to hos os er blevet så dygtige til at arbejde, at de kan passe et fast fritidsjob uafhængigt af os.

Leave a Comment

Back-To-Top