I marts måned rykkede et hold piger fra FRAK ind i Stengadeparken på Nørrebro. De fik til opgave at designe og skabe hyggelige grønne uderum, som de også selv har lyst til at bruge. Nu er Stengadeparken mere grøn og klar til at blive brugt og pigerne er ikke i tvivl om, at det er et sted, hvor de vil komme fremover:

”Jeg er faktisk rigtig stolt over, det vi har lavet. Jeg synes virkelig, det er blevet så fint og hyggeligt. Jeg tror helt sikkert, det bliver sådan et sted, hvor vi kommer til at sidde og jeg tror også, at andre kommer til det”, fortæller en af pigerne.

Hver tirsdag efter skole er pigerne (og senere et par af drengene) hoppet i arbejdstøjet, hvor de med sav, skovl og pensel har knoklet for at få deres grønne planer ført ud i virkeligheden:

”Vi startede med at snakke om alle mulige gode idéer til, hvordan det skulle se ud. Og så fortalte Anders os, hvordan vi skulle gøre. Vi har for eksempel lavet et fodhegn, det var ret hårdt. Og vi har lavet en kompostbunke og sådan en lille have med forskellige planter, hvor man kan sidde og hygge på bænken. Og et flot skilt til indgangen, hvor der står Stengadeparken”, forklarer pigerne.

Det er første gang, at FRAK har haft en pigegruppe med på en anlægsopgave, der både har involveret designprocesser og fysisk udførelse. Og selvom pigerne i dag er rigtig stolte over resultatet, har det også givet sved på panden og ondt i armene:

”Det er rigtig hårdt at arbejde på den måde. Faktisk mere hårdt end jeg troede. Det er sejt, dem som gør det hver dag. Men jeg har virkelig lært meget nyt – især om planter og hvordan man arbejder som gartner,” fortæller en af pigerne.

Som et led i pigernes arbejde med anlæg og vedligehold var de på besøg på Roskilde Tekniske Skole for at blive klogere på, hvilke slags grønne uddannelser der findes, og hvad det kræver. Pigerne blev blandt andet introduceret til, hvordan man uddanner sig til dyrepasser, anlægsgartner og blomsterbinder. Udover at give de unge i FRAK en masse arbejdserfaring er missionen nemlig også at brobygge til forskellige uddannelser, så de unge får en bred viden om, hvad de kan uddanne sig til.

”Vi vil rigtig gerne vise de unge en bred vifte af muligheder og inspirerende dem til at kaste sig ud i noget nyt. Det kan godt være, at pigerne her ikke vælger at søge ind på gartneruddannelsen, men nu kender de til den og ved hvordan det er at arbejde med anlæg. Derudover håber jeg, at de får et stærkere tilhørsforhold til Stengadeparken, fordi de selv har været med. Det er jeg faktisk ret sikker på, de allerede har”, fortæller Steffen projektkoordinator i Ukrudt, den grønne afdeling i FRAK.

Projektet er lavet i samarbejde med Områdefornyelsen Indre Nørrebro og Stengadeparkens havegruppe. Stengadeparken har længe været et område, som mange ikke kender til, fordi den ligger lidt gemt. Men drømmen er, at mange flere kommer til at kende den og bruge den:

“Vi valgte at hyre FRAK til opgaven fordi, det er en oplagt mulighed for både at kunne få lavet de praktiske ting som fx fodhegnet og kompostbunken, og samtidig få fat i en målgruppe, der normalt ikke kommer her i Stengadeparken. Vi drømmer om at både pigerne og deres familier – ja og alle andre – har lyst til at komme her og bruge området endnu mere nu, “ fortæller Sia Boesen, projektleder i Områdefornyelsen Nørrebro.

Stengadeparken ligger langs Stengade og er åben for alle, der har lyst til at komme forbi.
Læs mere om FRAKs grønne afdeling UKRUDT og hyr endelig de seje unge til dine næste grønne opgaver.

 

Loading...