Selvsvingslab – invester i dit kvarter

Selvsvingslab - invester i dit kvarter

FRAK vil sammen med en gruppe lokale aktører gerne gøre det nemmere for kvarterets unge og voksne at afprøve socialøkonomiske forretningsidéer, der løser hverdagsudfordringer på Nørrebro. Derfor har vi sammen skabt Selvsvingslab.

Selvsvingslab er en platform, hvor vi kobler kvarterets idemagere, kvalificerer deres ideer og giver dem den kompetenceudvikling, der skal til, for at de kan etablere sig som socialøkonomisk mikrovirksomhed. Selvsvingslab er også en fond, der investerer i kvarteret gennem mikrolån og donationer til socialøkonomiske initiativer.

img

Tre kerneaktiviteter

1. Fysisk og digital match-making for idé-magere: Vi laver netværksevents og etablerer fysiske mødesteder for idémagere, udvikler en digital match-making-platform, og kvalificerer ideerne med hjælp af et frivilligt korps af lokale og eksterne aktører der kan hjælpe ideerne videre.

2. Kvarterets penge: Vi opretter en fond, hvis formål er at understøtte initiativer som skaber social og lokal værdi for Indre Nørrebro og som vurderes at kunne blive levedygtige. Her kan ansøgerne også få gode råd og input fra fondsudvalgets eksperter.

3. Kompetenceudvikling: Vi etablerer en uddannelse i Kollektivt Socialt Iværksætteri. Her kan idemagerne få de færdigheder der skal til at gå fra idé til driftssikker virksomhed. På uddannelsen lærer de bl.a. om projektledelse, økonomi, markedsføring.

I løbet af efteråret 2017 vil vi stifte Selvsvingslab som forening samt rejse økonomi til drift og fond. Desuden vil vi etablere kerneaktiviteterne og sætte de første projekter i søen, der viser hvad Selvsvingslab er og kan. Se eksempler på, hvilke projekter Selvsvingslab kan sætte i søen her.

Selvsvingslab vil fremme kollektivt socialt iværkstætteri

Omdrejningspunktet i Selvsvingslab er at Nørrebros borgere, foreninger og virksomheder skaber kollektivt socialt iværksætteri. Kollektivt socialt iværksætteri er at udvikle produkter og aktiviteter til gavn for alle i kvarteret og i kraft af alle men med et særligt fokus på unge som idemagere, aktive kræfter og spirende iværksættere. Produkter og aktiviteter der skal løse lokale udfordringer og have en bæredygtig økonomi. Tanken er at produkterne og aktiviteterne forankres som social økonomiske mikrovirksomheder.

img

Kontakt

Er du nysgerrig på at høre mere om Selvsvingslab eller vil du måske samarbejde med os? Kontakt projektleder Julie Abitz på julie@frak.dk.

Back-To-Top