Ukrudtsmillioner skaber grønne fritidsjobs til byens rødder

Byens rødder vil i de næste fire år få sved på panden, jord under neglene og penge på lommen med Fritidsakademiets nye indsats “Ukrudt”, som vi netop har modtaget 11 millioner til fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Formålet med Ukrudt-indsatsen er at gøre unge fra udsatte byområder gode til at arbejde, ved at de kommer ud i naturen og arbejder.

”Vi er enormt glade for bevillingen fra Støttefonden, der betyder at vi kan give flere unge arbejdserfaring med grønne opgaver – lige fra naturpleje, produktion af fødevarer og anlægsopgaver. Samtidig kan vi også udvide vores arbejde på Nørrebro og Amager til Valby og Nordvest. Vi glæder os meget til at komme i gang,” udtaler Mudi Jarkass, daglig leder i Fritidsakademiet (FRAK).

Ukrudt-indsatsen går ud på at give unge arbejdserfaring med grønne opgaver og åbne muligheder for grønne fritidsjobs og uddannelsesmuligheder. Indsatsen består af fire hovedaktiviteter:

De gode nyheder betyder også, at den socialøkonomiske virksomhed FRAK og foreningen Ukrudt vokser sammen. Rent praktisk betyder det, at Ukrudt ophører med at være en selvstændig forening ved at vokse sig ind i FRAK som et særligt indsatsområde: Ukrudt-indsatsen.

Vores erfaring viser, at vi tilsammen i FRAK og Ukrudt besidder de nødvendige kompetencer og erfaringer til at få flere unge fra udsatte byområder i grønt arbejde. Sammen har vi blandt andet stået for to arbejdsdage på Korsgadehallens beplantede tag, hvor de unge har fjernet ukrudt og bygget nye plantekasser. Se en video fra den første arbejdsdag her. Derudover arrangerede vi i påskeferien en naturplejetur til et naturcenter i Horsens i samarbejde med Naturstyrelsen, som Politiken har dokumenteret i en video her. Turen var en stor succes for både naturcentret og for de unge, der var med. Vi er derfor glade for at kunne lave flere lignende ture i fremtiden som en del af Ukrudt-indsatsen.

“Vi ser meget frem til at prioritere det grønne arbejde, da det allerede har vist sig at være gavnligt for de unge vi arbejder med. Først og fremmest fordi de unge lærer at arbejde og tjene deres egne penge. Men derudover oplever de unge også glæden ved at være fysisk aktive i naturen og ser måske, at deres fremtidsmuligheder også kan ligge uden for stenbroen,” siger Anders Andersen, projektleder for Ukrudt-indsatsen.

Fakta om Fritidsakademiet og Ukrudt
Fritidsakademiet (FRAK) er en socialøkonomisk virksomhed, som gør unge klar til fritidsjobs og sikrer dem en god start på voksenlivet. FRAK er støttet af VELUX FONDEN og Københavns Kommune i en fireårig periode indtil 2019.
Ukrudt er en særlig gren af FRAK, som er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond fra august 2017 til 2021.

Kontakt
For mere information om Ukrudt, FRAK eller bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond, kontakt administrations- og udviklingsleder Lucas Nielsen på lucas@frak.dk eller 42 39 17 49.



Leave a Comment

Back-To-Top