Mød BLÅ BIO – Nørrebro får ny gratis filmklub for børn og unge. Børn og unge på Nørrebro kan snart glæde sig til store filmoplevelser i deres eget nabolag. Filmklubben BLÅ BIO er et nyt initiativ startet af Støberiet, FRAK og BUSTER Filmfestival med støtte fra Nørrebro Lokaludvalg.
Det første arrangement finder sted den 12. maj 2023 kl. 17.00-19.00, og er en del af kulturfestivalen ‘48 timers festival’. Her vises den actionfyldte fremtidsdystopi “The Club of Ugly Children” (2019), der åbner op for spændende samtaler om skønhedsidealer, ytringsfrihed og menneskerettigheder.
BUSTER Filmfestival har i mange år været en vigtig platform for børne- og ungdomsfilm i Danmark og med filmklubben BLÅ BIO ønsker festivalen at skabe en endnu stærkere forbindelse til publikummet på Nørrebro.
“Vi er meget glade for at kunne starte filmklubben BLÅ BIO og give børn og unge mulighed for at mødes og sammen udforske filmens verden. Vi udvælger film, som åbner døre til andre virkeligheder og måder at leve på, og som ikke nødvendigvis bliver prioriteret af YouTube eller Netflixs algoritmer. Vi håber, at BLÅ BIO vil blive et sted, hvor børnene og de unge kan føle sig velkomne og inspirerede, blive underholdt og få øjnene op for nye perspektiver” siger Olivia Christensen, der er en del af BUSTERs programredaktion og projektleder for filmklubben BLÅ BIO.
Filmklubben bliver afholdt ca. en gang om måneden, det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig. Arrangementerne afvikles indtil efteråret af unge fra den socialøkonomiske virksomhed FRAK, der træner unge i at have et fritidsjob.
“FRAK er glade for at kunne bidrage til hyggelige stunder til gavn for Nørrebros unge. Vi synes, det er sejt, at de unge får muligheden for at kunne afvikle og invitere nogle af deres kammerater til biografarrangementer. Vi jubler hver gang en FRAK-ung får muligheden for at få et fritidsjob og smage på forskellige fagområder. Vi glæder os til at byde en masse unge velkommen til BLÅ BIO“ siger Mudi Jarkass, udviklingsleder i FRAK.
Om filmen ‘The Club of Ugly Children’ (2019)
Flyveører, skæve næser og kæmpe store fortænder. I en forskruet dystopisk fremtid vil en ondskabsfuld præsident udrydde alle børn, der skiller sig bare en lille smule ud, fordi han synes, de er for grimme. Det nægter drengen Paul og hans venner at finde sig i. Sammen gør de oprør og kaster sig ind i kampen for at befri de “grimme” børn. ‘The Club of Ugly Children’ er en hæsblæsende actionfilm om venskab, frihed og aktivisme, instrueret af Jonathan Elbers.
Om BUSTER Filmfestival
BUSTER er Skandinaviens største filmfestival for børn og unge. Vi viser over 170 film og tv-serier fra hele verden og byder på særlige events i de københavnske biografer og rundt omkring i byen. Årets festival finder sted fra 25.9-08.10 2023. Kontakt for yderligere information: Emma Ellehøj, Kommunikationsmedarbejder BUSTER Filmfestival, emma.e@cphdox.dk, 31656440
KONTAKT
LUCAS NIELSEN
DIREKTØR
lucas@frak.dk
4239 1749