Op mod 40 unge, fritidsjobkonsulenter og arbejdsgivere deltog lørdag d. 6 april til den første JOBDAY. Den traditionelle jobsamtale blev skiftet ud med arbejdstøj, da vi sammen arbejdede os til nye og bedre fritidsjob på Nørrebro og NV. Sammen med bl.a. Kaffehuset Annamona, Føtex, Københavns Professionshøjskole fik unge arbejdserfaring, kroner på lommen og nye stærke relationer.

Jeg var med på JOBDAY fordi, jeg gerne vil have et fritidsjob. Det er virkelig det perfekte sted at prøve at arbejde og lære nye mennesker at kende”, fortæller en af de unge, der deltog.

Fritidsjob virker!
Forskning viser, at fritidsjob er vejen til uddannelse, en god overgang til arbejdsmarkedet og en fremtid med flere muligheder. Alligevel er antallet af unge i fritidsjob dalende – særligt i de udsatte byområder. Derfor har FRAK været med til at samle fritidsjobaktører, unge og arbejdsgivere til en fælles arbejdsdag for at skabe flere og bedre fritidsjobs. Der er brug for, at der bygges stærkere relationer mellem arbejdsgivere og unge på Nørrebro og Nordvest. Der er brug for, at møderne nytænkes. 

Jeg er meget imponeret over de unge, som jeg har arbejdet sammen med på JOBDAY. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi fremover skal have fritidsjobbere“, fortæller Svend-Erik, der er arbejdsgiver fra Københavns Professionshøjskole.

Kampagne: Fælles om fritidsjob
Initiativet til JOBDAY kommer fra FRAK og HK Service Hovedstaden, der gennem Medborgerne har taget de første skridt til en ny fritidsjobkampagne, der skal sikre bedre muligheder for at unge på Nørrebro og i Nordvest kan arbejde ved siden af skolen. Sammen har de lyttet til over 160 unge, arbejdsgivere og aktører på fritidsjobområdet, der har været med til at definere udfordringerne og udvikle konceptet. JOBDAY er en fælles indsats med et fælles opråb: flere unge i fritidsjob.

Den første JOBDAY er gået virkelig godt. Det har været en fornøjelse at se nye relationer blive skabt på tværs af alder og joberfaringer. Og at der også er kommet helt nye fritidsjob til de unge ud af det, det er jo en drøm der går i opfyldelse”, siger Tine Pedersen fra FRAK, der er en af initiativtagerne.

Fællesskab og deltagelse i lokalsamfundet
En stor del af de unge, som har deltaget i Medborgernes lyttekampagne peger bl.a. på, at fællesskabet er en stor motivation for at søge et fritidsjob. Med JOBDAY er håbet at give flere unge muligheden for at tilvælge positive fællesskaber, der kan åbne nye døre:

Det er så vigtigt, at vi som lokalsamfund står sammen om at give vores unge på Nørrebro og Nordvest de bedste fremtidsmuligheder. Fritidsjob er en af vejene til et stærkt medborgerskab, hvor fællesskab og fælles handling er nøgleordene. Derfor styrker Medborgerne lokale unge, fritidsjobaktører og arbejdersgiveres mulighed for at handle i fællesskab ”, fortæller Ruth Gøjsen, forkvinde fra Medborgerne.

JOBDAY er støttet af Medborgerne: HK Service Hovedstaden, FRAK, Sabil Forening, Imam Ali Moske, KAB Grøndalsvænge, RCYN, Københavns Professionshøjskole, Miljøpunkt Nørrebro, K9 FDF Nørrebro, 3F København, Mellemfolkeligt Samvirke, Tro i Harmoni, Kirken i Kulturcenteret, KATSJ.

Det laves i samarbejde med: FRAK, Nørrebrobyggerne, Beboerprojekt Bispebjerg, Beboerprojekt Puls, Bydelsmødre, NBS4 fritidscenter Bispebjerg Nord, Bispebjerg/Nørrebro Ungerådgivning, Beboerprojekt Sigynsgade, Klub Bispebjerg, UU København.

Loading...