SOFIA KAMZI HØGSBRO
Sofia startede som gruppeleder i FRAK i foråret 2024, hvor hun arrangerede events og lavede brobygning for unge der har været igennem en FRAK ansættelse og skal hjælpes videre i et regulært job. Udover det var hun med ude og lave ukrudtspizza, brus og på besøg på erhvervsskoler med unge.
I dag er hun, udover brobygningen, koordinator og udvikler på projekt Ø-RØDDERNE: Unges vej til byggebranchen som er et samarbejde mellem FRAK, Ungdomsøen og NEXT erhvervsskole. Her skal FRAK unge igennem et 3 måneders forløb udføre alsidige byggeopgaver på de tre lokationer med fokus på bæredygtighed, og få blod på tanden på en uddannelse i denne retning.
Sofia har en divers og grøn baggrund og kommer fra en stilling som projektleder af borgerinddragelsesprocesser indenfor klimapolitik og den grønne omstilling. Hun har en kandidat fra RUC i Geografi og International Udvikling, og har studeret, arbejdet og boet i Latinamerika af flere omgange. Hun har dog også været en tur forbi tømrergrundforløbet på teknisk skole, og er ikke bleg for at få jord under neglene eller svinge en kapgæringssav! Den røde tråd og det store kald er bæredygtig udvikling, inklusion og social retfærdighed. Hun bor desuden i kollektiv på 10. år og har derfor øvet sig meget på at skabe gode fællesskaber.