Der hersker mange historier om kvarteret omkring Blågårds Plads på indre Nørrebro, mange af dem er baseret på fordomme. Hører man kun om kvarteret i medierne, så kan man hurtigt få en oplevelse af, at kvarteret domineres af bander, kriminalitet, hjemløse og andre sociale problemer. Dét gør en gruppe lokale unge noget ved med guidede ture i kvarteret, hvor de fortæller om deres hverdag og om hvordan det er at vokse op og være ung på Nørrebro. Street Tours, som projektet hedder, er et samarbejde mellem Fritidsakademiet, Områdefornyelsen Nørrebro samt den boligsociale helhedsplan “Det Gode Naboskab”.

I forbindelse med den Europæiske Ungdomsuge, den første uge i maj, blev der holdt to særlige ture – en for unge og en for politikere og andre lokale aktører. Formålet med årets ungdomsuge var at sætte fokus på unges involvering i arbejdet med at skabe solidaritet, tolerance og deltagelse i demokratiet og samfundet generelt. Derfor havde de unge inviteret til både guidede ture, fælles middag og dialog om fællesskab, fritidsjobs og Nørrebro. Deltagerne blev vist rundt i kvarteret og blev introduceret bl.a. for “Ågårdens Ungefælleskab”, hvor lokale unge var i gang med at planlægge deres deltagelse på Folkemødet på Bornholm til sommer.

Dialogen på begge ture kredsede om forestillinger om Nørrebro og alternative fritidsjobs som en måde at engagere sig på i ens lokalområde. Her blev både politikere og de unge klogere på hinandens tanker om Nørrebro. Dialogen blev afsluttet med spørgsmålet om hvad hver enkelt ville gøre fremadrettet i forhold til unge og fritidsjobs.

Loading...