UKRUDT
LÆRINGSSIDE
Vi har haft fire gode og grønne år støttet af Den A. P. Møllerske Støttefond (APM) fra aug 2017 til aug 2021. Fire år med med over 13.000 arbejdstimer til 322 unge. Vi har lavet naturpleje i Horsens, forgrønnet flere byrum i København, lavet sodevand på ukrudt og vilde planter i Lynge – og meget meget mere. Nu lukke vi ned for projektet, men Ukrudt-indsatsen fortsætter uden fondsmidler – og det er vi meget stolte af.
Bevillingen fra APM har været afgørende for FRAKs udvikling. Vi står nu tilbage med et helt nyt forretningsområde, som både genererer økonomi og mange arbejdstimer til FRAK’ere. En grøn ekspertise og erfaring, som vi bringer i spil i forhold til både at gøre unge gode til at arbejde og forgrønne stenbroen. Og med dybe rødder i flere bydele i København.
Vi kigger tilbage på de sidste fire år med en læringsside, hvor vi fremhæver højdepunkter, resultater og udfordringer. Kom med på en grøn rejse tilbage i tiden og find ud af, hvorfor vi er så vilde med ukrudt og alle byens rødder.
VÆRDI FOR DE UNGE
UKRUDT-O-METER
antal unge
gruppeledere
brobygget
timer
UKRUDT-MODELLEN
OM FRAK-MODELLEN
FRAK arbejder med forskellige virkemidler, der tilsammen sikrer, at unge får mulighed for at udvikle sig og styrke sin position i samfundet. Det sker gennem deres fritidsjob og det fællesskab, der er omkring FRAK. SocialRespons har i en tidligere evaluering af FRAK udviklet FRAK-modellen, der beskriver virkemidler i FRAKs arbejde. Modellen beskrives nærmere i vores pixibog. FRAKs arbejde med grønne fritidsjob bygger på samme virkemidler, men derudover har yderligere tre virkemidler vist sig centrale for at skabe stærke resultater gennem de grønne fritidsjob, som FRAK kan have fokus på at sikre for at udvikle og styrke arbejdet med grønne fritidsjob. Disse virkemidler præsenteres nærmere her.
NATUREN SOM VIRKEMIDDEL
Det grønne som fælles tredje
Arbejdet med grønne opgaver giver mening for de unge – de kan se, det bidrager til områderne. Samtidig fungerer de grønne opgaver ofte som en naturlig brobygger mellem de unge og andre beboergrupper. Det sker på de opgaver, hvor de unge FRAKere arbejdere sammen med lokale beboere, fx om beplantning af plantekasser. Her bliver “det grønne” og de grønne opgaver et fælles tredje, som alle parter kan se meningen med at samles om. Den fælles opgave kommer til at fremstå som et samlende element og et symbol på, at alle gerne vil skabe liv og få deres fælles lokalområdet til at vokse.
Udeliv og rummelighed
Naturen som det fysiske sted hvor opgaven udføres giver mulighed for rummelige arbejdsopgaver. Det sker, fordi naturen og udelivet lægger op til fysisk udfoldelse, hvilket fx kan gøre det nemmere for unge med en masse energi at blive engagerede og koncentrerede om opgaverne. En anden årsag til rummeligheden er opgavernes karakter, der blandt andet betyder, at de unge ikke er i kontinuerlig direkte kontakt med kunden. Opgaverne er tilrettelagt sådan, at FRAK får tildelt opgaven. Derefter kan FRAK, gruppelederne og de unge selv tilrettelægge arbejdet, så det passer til den aktuelle gruppe af unge.
Naturen som ramme for uformel læring
Naturen som ramme bliver et uformelt afsæt for relevante snakke og spørgsmål, der leder til ny viden om et felt, de unge ikke oplever at have stiftet bekendtskab med andre steder. Desuden kalder opgaverne i naturen på andre kompetencer og mere fysisk udfoldelse, end de er vant til, og bidrager til sjove og spændende oplevelser med fx dyr og planter. Samlet bliver de grønne opgaver en indgang til ny læring om natur, biodiversitet, bæredygtighed og herunder også om menneskets plads i naturen.
EJERSKAB TIL PRODUKTET
At skabe nyt og blivende
I mange af de grønne opgaver er de unge med til at bygge noget eller skabe noget, der ikke var der i forvejen, fx en æblelund eller nyt gårdmiljø, plante-eller blomsterkasser. Det virker motiverende for de unge, at de med deres arbejdskraft er med til at skabe et synligt og blivende resultatet, og i nogle tilfælde et resultatet som vil vokse og gro sig større i fremtiden.
At se det skabe glæde
De unge fremhæver gentagende gange, hvor givende det er for dem, at de oplever, at de mennesker, de henholdsvist samarbejder med og sælger til, virker glade og gør brug af de produkter, de unge skaber. De unge oplever på den måde at få stor anerkendelse for deres produkt og deres arbejde, hvilket bidrager til stolthed og en positiv fortælling om arbejdslivet.
RELEVANT GRØN AKTØR
Aktør med viden og kapacitet i forhold til det grønne
FRAK har ansat grønne gruppeledere med viden indenfor det grønne område. Det omfatter både viden om landskabsarkitektur og havedyrkning, men også om biodiversitet, og hvordan naturen kan spille en rolle i forhold til klimaet. Den sociale gruppeleder har det sociale og pædagogiske ansvar når de unge er på arbejde. De kan selv være tidligere FRAK-unge, der kan fungere som rollemodeller i arbejdet. De sociale gruppeleder er dem, der taler med de unge om det ansvar samt de regler og pligter, der følger med arbejdet. Sammen med de sociale gruppeledere er de grønne gruppeledere et centralt virkemiddel for de grønne indsatser, både fordi de bidrager til, at kunderne oplever, de får et produkt eller en ydelse, hvor der er klare tanker bag, fx beplantningen, og fordi det er viden, de giver videre til de unge, hvis interesse for temaer indenfor det grønne område dermed øges.
EVALUERINGER
EVALUERINGER
Download og læs alle evalueringer fra SocialRespons.
GENEREL EVALUERING
Evalueringen består at et afsnit, som kigger på Ukrudt-indsatsen på tværs af de forskellige aktiviteter og forretningsområder. I denne generel afsnit kan du læse mere om resultater, virkemidler og Ukrudt-modellen. Download den her.
UKRUDT-BRUS
Download den overordnede evaluering af spiseligt ukrudt eller læs om det særlige forløb vi har haft for unge med sager i Socialforvaltningen.
ANLÆG OG VEDLIGEHOLD
Evaluering af aktivteten “anlæg og vedligehold”. Download den her.
NATURPLEJE
Download evalueringsnotat om naturpleje her.
UKRUDTS BETYDNING FOR FRAK
VI SLÅR RØDDER
Ukrudt-indsatsen har været med til at give os dybe rødder i flere bydele i København – det gælder især for Nørrebro og Amager. Vi har sået i andre bydele og det begynder lige så stille at spire. Og så er hele ukrudt-ideen blevet forankret i FRAKs DNA i sådan en grad, at vi ikke kan se en fremtid uden jord under neglene. Nu skal vi give endnu mere næring til rødderne, så de vokser sig endnu stærkere. Og vi er fuld gang med en fysisk forankringsplan, som vi glæder os rigtigt meget til at løfte sløret for.
FLERE FORGRENINGER
Ukrudt-indsatsen har affødt en del spændende forgreninger af vores grønne arbejde. I to år har vi arbejdet med strandoprydning – og det vil vi fortsætte med. Vi har med projektet FRAKtioner for alvor kastet os over den grønne dagsorden og verdensmålene. Det er en super spændende udfordring at koble verdensmålene, genbrug og fritidsjob sammen. Vi vil desuden stadig kæmpe for mere biodiverisitet som Vild med Vilje-levarandør. Jo, vi elsker fortsat ukrudt ♥
GRØN FORRETNING
Ukrudt-indsatsen har været afgørende for FRAKs udvikling. Vi står nu tilbage med et nyt forretningsområde, som både genererer økonomi og mange arbejdstimer til unge. Vores forretningsmodel har fået en grøn profil. Det giver super god mening for os at tænke bæredygtighed, verdensmålene og biodiversitet ind i vores sociale bundlinje. Vi ser et stort grønt potentiale, som vi glæder os til at forfølge i fremtiden. Ukrudt-indsatsen er i dén grad med til at bidrage til FRAKs økonomiske bæredygtighed.
UNGE(METODEN) BLOMSTRER
Ukrudt får unge til at blomstre! Vores ungemetode er blevet styrket på grund af Ukrudt-indsatsen. Der er kommet flere virkemidler i vores model. Det betyder, at vores socialpædagogiske arbejdet er blevet styrket og at vi er blevet skarpere til at bruge naturen som afsæt for arbejdstræning og kompetenceudvikling af unge fra stenbroen. Vi står nu med en meget mere udviklet metode for, hvordan vi kan flytte unge væk fra kanten fra samfundet og tættere på midten af det. Det gode med vores ungemetode er, at den har en kerne, som er velafprøvet og veldokumenteret. Vi har med ukrudt-indsatsen fået en ekstra dimension på vores arbejde, og flere er på vej.
HVAD KAN MAN LÆRE AF UKRUDT?
UDDRAG FRA EVALUERING
1
Grønne fritidsjob skaber møder på tværs af befolkningsgrupper
Det kan ske, når unge udfører opgaven, og der samtidig er lokale beboere, der deltager, fx hvis beboerne skal passe plantekasser efterfølgende, eller når der i forløbet med Ukrudt-brusen skal arbejdes med salg og promovering. Her bliver det grønne islæt et positivt fælles tredje, som de fleste mennesker kan være enige om bidrager til et bedre samfund.
2
Grønne fritidsjob skaber nye fortællinger om de unge
Når de unge går og arbejder på udearealer, er deres indsats synlige for beboere i området: De unge ses arbejde med betydningsfulde opgaver, der handler om at sanke/fjerne ukrudt, forskønne områder og/eller skabe mere bynatur. Det er med til at styrke de nye positive fortællinger, der skabes omkring de unge fritidsjobbere. De nye fortællinger, der skabes som følge af deres arbejde for FRAK, bliver et modspil til fordomme og de dårlige historier.
3
Unge fritidsjobbere kan varetage reelle driftsopgaver
Unge FRAK’ere kan varetage driftsopgaver på lige fod med andre udbydere, og samtidig kan det medføre en merværdi til området. Nogle samarbejdspartnere kan være tøvende omkring at give en driftsopgave til FRAK. Der er brug for ressourcer til formidling omkring den værdi, FRAK skaber, og hvordan gruppelederen medvirker til at sikre leverancen.
4
Fritidsjob handler om at få positive første joberfaringer
FRAK bliver også en ramme, som de unge gerne vil være i – og arbejde for. Det sker, blandt andet fordi de unge er glade for ledere, projektledere og gruppeledere i FRAK, og fordi de generelt oplever FRAK som et godt fællesskab, hvor de får mulighed for at arbejde sammen med deres venner og andre unge. Det er medvirkende til at give dem en positiv start på arbejdslivet, og det giver et godt udgangspunkt for at sikre deres motivation for job i fremtiden.
OM SPISELIGT UKRUDT
Ja, man kan godt drikke brændenælde og spise skvalderkål. “Spiselig ukrudt” har været en rejse ind i en ny verden fyldt med nye smagsoplevelser. Rejsen er mundet ud i tre smagsvarianter af vores Ukrudt-brus. Unge er med i hele processen: de sanker, forarbejder råvarer, tapper, juicer og sælger. Vi er stolte af, at Ukrudt-brusen forhandles i en række cafeer og i flere Irma-butikker. Vi har udviklet et arbejdstræningsforløb på tre måneder, hvor unge prøver kræfter med brusproduktionen. Det giver dem succesoplevelser og stolthed. Vi har også prøvet kræfter med events med fokus på vild med i form af bl.a. grønne generationsmøder, madworkshops og vild spiselig fyraften.
OM ANLÆG & VEDLIGEHOLD
Jord under neglene – ja tak! I de sidste fire år har unge gravet huller, fjernet ukrudt, sået frø, plantet træer, klippet hække, bygget plantekasser og meget mere.
Vi er meget stolte af de unges arbejde med at forgrønne og forskønne København. Det blev til flere midlertidige byrum, forgrønnelse af slidte områder og etablering af mere vilde naturområder i byen. Snart får København også byens største vilde blomstereng. Vi har haft en særlig fokus på at give unge grøn arbejdstræning i skoleferierne med vores jobcamp-koncept, som vi arbejder på at få forankret. Ukrudt har fået meget til at blomstre. Det er dejligt at have beskidte hænder!
OM NATURPLEJE
Rødderne plejer naturen. Naturpleje har været den aktivitet, som har voldet os flest problemer og udfordringer. Vi kæmpede med det de første år, selvom det lykkedes at afvikle et par naturplejeture bla. til Rødbyhavn. Vi kunne ikke knække nødden i forhold til økonomien og det krævede alt for mange ressourcer at afvikle naturplejeture. Det resulterede i, at vi lukkede ned for aktiviteten. Men når en dør lukker åbnes et vinduet. I 2020 genopstod naturpleje med både strandoprydning og etablering og pleje af Københavns nye byskov på Amager. Dét er vi glade for. Så rødderne fortsætter med at pleje naturen – omend i et mindre skala end tænkt.