Fritidsakademiet (FRAK) har modtaget en donation på 34.000 kr. fra metalfestivalen COPENHELL. Hvert år samler COPENHELL indtægterne fra gæstelisten til deres festival og donerer det samlede beløb til et initiativ i København, som de gerne vil støtte. I år er valget faldet på Fritidsakademiet.

“Vi er enormt stolte over prisen og donationen fra COPENHELL. Det betyder meget for os i FRAK, og ikke mindst for de unge, at vi får anerkendt vores arbejde. Vi håber på, at opmærksomheden kan føre til, at vores unge vil blive hyret til at løse endnu flere opgaver for både virksomheder og events,” fortæller Mudi, der er daglig leder af Fritidsakademiet.

Vil give udsatte unge flere muligheder
COPENHELL er en festival, hvor der er plads til alle og som fostrer et stærkt sammenhold med andre mennesker. Denne fællesskabsfølelse vil COPENHELL gerne give videre til andre i København.

“Arbejdet med udsatte unge og deres muligheder er noget, der ligger os meget på sinde – netop fordi de også har brug for at få nedbrudt barrierer, mærke frihed og muligheden for at være sig selv og opleve sammenhold,” beskriver COPENHELL i deres begrundelse for at give Fritidsakademiet årets donation.

Donation får flere unge ud og arbejde
Fritidsakademiet arbejder hver dag for at skabe synlighed og få flere unge ud og arbejde. Derfor går donationen også til, at endnu flere unge kan få sved på panden og penge på lommen:

”Vi vil bruge midlerne fra prisen på at videreføre en pulje, som mindre events uden en større økonomi kan søge, hvis de har brug for praktisk hjælp til deres event. Vi har haft puljen i et års tid, og den har allerede givet os mulighed for udbetale løn til de unge for mere end 400 timers arbejde. Prisen fra COPENHELL muliggør, at vi kan fortsætte puljen i 2018, og det er vi helt vildt glade for!” afslutter Mudi Jarkass.

Læs mere om FRAK-puljen her.

Loading...