En generøs bevilling på knap 1 million kr. fra Nordea-Fonden gør det muligt for FRAK at åbne vores kvadratmeter i Lundtoftegade for naboer og resten af Nørrebro næste år. Det bliver lokale unge, der er værter for aktiviteterne i et Gørested, der sigter mod at skabe kulturelle oplevelser og fællesskab.
Har du lyst til at lære at strikke eller designe dine egne smykker? Måske dele et måltid med dine naboer eller forme keramik i fællesskab med andre? Snart vil du kunne gøre alt det – og meget mere – når vi åbner vores Gørested for resten af Nørrebro. For at rumme alle de planlagte aktiviteter bliver el del af de 600 m2 renoveret og optimeret. Derefter vil lokale unge blive klædt på til at facilitere og agere værter. Og så skal der eksperimenteres med en række aktiviteter med fokus på kultur, hygge og fællesskab. Alt det med støtte fra Nordea-Fonden.
Vi har døbt vores kvadratmeter i Lundtoftegade for et Gørested fordi det er her, at unge mellem 13-17 år kommer for at arbejde efter skoletid i hverdagene samt i weekender og ferier. De kommer for at lave noget og ikke hænge ud, som man gør i et værested. De laver bl.a. sodavand i fabrikken i kælderen og bygger plantekasser i træværkstedet. Drømmen har helt fra begyndelsen været at åbne et Gørestedet for andre unge, naboerne og resten af Nørrebro. Som et eksperiment har FRAK’erne i år stået for gratis folkekøkken hver anden uge. Det var første skridt i retningen af at åbne op for lokalområdet.
Lucas Nielsen, direktør i FRAK, uddyber:
Nordea-fondens støtte gør, at vi kan udvide de åbne aktiviteter, så endnu flere kan nyde godt af vores Gørested. Vi ser frem til, at lokale unge er værter for arrangementer som fx familieklub, smykkecafé, filmvisninger og åbent hus. Det er fantastisk, at vi kan videreudvikle vores Gørested til et lille kulturelt hotspot – samtidigt med at vi gør endnu flere unge gode til at arbejde.
Gørestedet er en del af en større strategi om at åbne Luntoftegade op for resten af byen, og skabe en forandring indefra. Lucas Nielsen forklarer:
Vi håber at kunne engagere unge, naboer og resten af Nørrebro i et skabende fællesskab. Vi ser for os et hus, der summer af liv, og hvor det er de unge, der er værter for det gode møde mellem unge og bydelen. Vi ansætter mange unge fra lokalområdet i FRAK – og nu glæder vi os til at nå endnu bredere ud med en vifte af kulturelle tilbud.
Vi dedikerer de næste par måneder til at optimere faciliteterne, og vi forventer, at de første aktiviteter åbner i foråret 2024.
INFOBOKS
INFO OM FRAK
FRAK er en socialøkonomisk virksomhed, der gør unge mellem 13-17 år gode til at arbejde. De unge kommer fra almene boligområder i København. I FRAK får de unge sved på panden, penge på lommen og erfaring på CV’et. FRAK hjælper de unge videre til et ordinært fritidsjob efter endt forløb. FRAK holder til i et socialt hus med andre aktører, der tager et samfundsansvar. I Tråd med Verden skaber arbejdspladser for kvinder, der har mistet fodfæstet på arbejdsmarkedet. Paint it Forward uddeler overskudsmaling til sociale projekter og borgere med lav indkomst. Senest er Café Lunden åbnet med et gårdmiljø, der skaber liv mellem boligblokkene. FRAK har fået 999.066 kr. fra Nordea-Fondens kulturhuspulje til projektet.
INFO OM NORDEA-FONDENS PULJE
38 mio. kr. skal hjælpe kulturhuse med at realisere deres drømmeprojekter
FRAK har modtaget støtte fra Nordea-fondens Kulturhuspulje, der samlet uddelte støtte for i alt 38 mio. kr. – fordelt på 54 projekter rundt omkring i landet. Puljen er etableret for at give kulturhuse (kommunale såvel som foreningsdrevne), medborgerhuse, forsamlingshuse og lign. institutioner mulighed for at udvikle deres mødested og udvikle nye aktiviteter i deres lokalområde. Nordea-fondens støtte går bl.a. til faciliteter og udstyr – men også nye sociale og kulturelle aktiviteter. “I de lokale kultur- og aktivitetshuse rundt omkring i landet ser vi lige nu et kæmpe engagement og en stor lyst til at skabe aktiviteter, der kan bringe os sammen på nye måder. Nordea-fonden glæder sig over at kunne bakke op om kulturhusene og de mange lokale ildsjæle bag projekterne, så de kan forløse noget af det store potentiale. Dørene bliver åbnet til nye mødesteder og sociale arrangementer, hvor vi sammen kan skabe flere gode liv,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Kulturhuspuljen var åben fra januar til maj 2023, hvor i alt 254 kulturhuse har søgt om støtte. På grund af stor efterspørgsel har Nordea-fonden hævet den samlede uddelingsramme fra 25 til 36 mio. kr. Projekterne modtager fra 200.000 kr. og op til 1. mio. kr. i støtte.
Nordea-fonden
Kommunikationskonsulent
Sune Blicher
sub@nordeafonden.dk
4070 3767
KONTAKT
LUCAS NIELSEN
DIREKTØR
lucas@frak.dk
4239 1749